Vedtægter for Faster Forsamlingshus

Møllebækvej 26, Faster, 6900 Skjern
CVR 75301618
www.fasterforsamlingshus.dk

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling d. 27. februar 2020

 

§ 1: Navn og hjemsted

Faster Forsamlingshus er en forening med hjemsted Møllebækvej 26, 6900 Skjern, Ringkøbing-Skjern Kommune.

§ 2: Formål

Formålet er at have et samlingssted for beboerne i Faster og omegn til kulturelle og selskabelige arrangementer.

§ 3: Økonomiske midler

Foreningens økonomi bygger på medlemskontingenter og udlejning af de til huset hørende faciliteter og inventar. Desuden kan forsamlingshuset modtage sponsorater, gaver fra private og fonde, ligesom indsamling hos private bidragsydere kan foretages.

§ 4: Medlemsskab

Private personer såvel som virksomheder kan optages som medlem. Medlemskontingentet er gældende for et år ad gangen fra d. 1/1 til d. 31/12. Der udbetales ikke udbytte til medlemmerne, der ikke hæfter for husets forpligtelser. 

§5 Bestyrelsen

Forsamlingshuset ledelse varetages af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på mindst på 5 og højst 7 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, en næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden. Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. I lige år afgår et lige antal og i ulige år et ulige antal. Dog er bestyrelsesmedlemmer på valg senest 2 år efter de pågældendes seneste valg. Arbejdet i bestyrelsen er ulønnet. Genvalg kan finde sted. 

§6 Generalforsamling

Generalforsamlingen er forsamlingshusets øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned og indkaldes med 14 dages varsel i den lokale presse og lokalområdets hjemmeside.

Dagsorden for generalforsamlingen skal mindst indeholde:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Kassereren fremlægger revideret regnskab
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelse i h.t. § 5 og revisor i h.t. § 8
- Eventuelt

Forslag der ønskes behandlet skal være formanden i hænde senest 4 10 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Valgbar til bestyrelsen er kun personer over 18 år.
Hver stemmeberettiget har en stemme, der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§7 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når mindst ½-delen af bestyrelsen eller hvis 1/3-del af medlemmer fremsætter ønske herom. Anmodningen skal være skriftlig og indeholde det/de punkter, som ønskes behandlet. Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes senest 14 dage efter modtagelsen af ønsket og med samme varsling som ordinær generalforsamling. På en ekstraordinær generalforsamling kan ikke behandles andre emner end forhold, som har givet anledning til afholdelse af denne.

§8 Regnskab

Regnskabet er for kalenderåret. Kassereren har ansvaret for at regnskabet bliver ført forsvarligt samt udarbejdelse af årsregnskab som skal være revideret af de på generalforsamlingen valgte 2 revisorer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen, så der afgår 1 hvert år. Genvalg kan finde sted. Regnskabet underskrives af revisorerne og den samlede bestyrelse. 

§9 Drift

Bestyrelsen afholder møder efter behov. Der føres protokol over afholdte møder, herunder generalforsamlinger, med indføjelse af trufne beslutninger. Bestyrelsen har ret til at ansætte lønnet hjælp i den udstrækning dette skønnes nødvendigt. Bestyrelsen har ret til at udleje forsamlingshuset med tilhørende faciliteter samt inventar, når dette er forenligt med § 2. Bestyrelsen fastsætter gældende takster for udlejningsvirksomheden. Optagelse af lån større end 50.000 kr. skal godkendes på en ekstraordinær generalforsamling.

§10 Lejere

Lejere af forsamlingshuset eller dele deraf er ansvarlige for at arrangementer afvikles i henhold til den med bestyrelsen, eller en fra bestyrelsen udpeget person, trufne aftale. Beskadigelse, bortkomst eller anden form for vanrøgt af huset, inventar eller omgivelser betales af lejeren. Lejeren er ansvarlig for at der foreligger de nødvendige tilladelser til arrangementets afholdelse (lejlighedstilladelse, Koda-afgift o.l.) 

§11 Vedtægtsændringer

Ændringer af nærværende vedtægter kan kun finde sted på den indkaldte generalforsamling når mindst 2/3-dele af medlemmerne er fremmødt og mindst 4/5-dele af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.
Er dette ikke tilfældet indkaldes til ny generalforsamling til afholdelse tidligst 14 dage efter den afholdte generalforsamling og med samme indvarslingsfrist. Her kan uanset antallet af fremmødte medlemmer ændringerne vedtages såfremt 3/4-dele af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for.
Vedtægtsændringer skal fremgå af den lokale presse og lokalområdets hjemmeside. 

§12 Opløsning

Opløsning, herunder salg af bygninger og inventar, kan kun finde sted på 2 efter hinanden, med 14 dages mellemrum, indkaldte ekstraordinære generalforsamlinger. Der skal være enighed om anvendelse af § 12. Evt. midler anvendes til almene velgørende formål i lokalområdet efter den opløsende generalforsamlings bestemmelse.